Gymnasiekammeraterne Noller og Frede lever i et forurenet og højteknologisk, totalitært fremtidssamfund, KapitalLandet, hvor Kartellet forsøger at ensrette menneskene med det formål at få dem til at konsumere mest muligt. Denne fagre nye verden er nærmest kasteopdelt og reguleret af regler og kontrol på næsten alle områder. Tilfældigvis hører Noller om en plan, Masterplanen, der skal styre det enkelte menneskes fremtid. Sammen med computereksperten, Sølle, tager drengene kampen om mod ensretningen, der har Fredes far som en væsentlig bagmand. Det bliver en spændende og farefuld mission, der involverer flugt, voldsomme optrin og opfindsomhed, inden den endelige konfrontation med Kartellet. Det er en tankevækkende og til tider ganske spændende roman, der bl.a. har samfundsaktuelle temaer som genteknologi, manipulation, miljøproblemer og privatforbrug som livsindhold på programmet. Bogen afsluttes med et uddrag af første Masterplan, der omtaler skabelsen af konsum. Teksten kan selvlæses fra 5.-6. klassetrin, men bogen henvender sig primært til folkeskolens ældste klasser, hvor den dels kan anvendes til selvstændig læsning og dels på klassebasis som fælles udgangspunkt for diskussion.