Forfatteren er f. 1925 i Danzig af forældre, som bekendte sig til Jehovas Vidners tro. Den tro blev også en klippe for Hermine, men den blev samtidig også årsagen til, at nazisterne varetægtsfængslede hende og sendte hende til koncentrationslejren Stutthof. Lige før krigens afslutning blev hun sammen med flere hundrede andre fanger sendt med en flodpram ud på Østersøen. Meningen var, at prammen skulle sænkes, men den havnede i Klintholm Havn på Møn, og Hermine var blandt de overlevende. Det er en stærk, grusom og smuk historie om barndom og ungdom i nazismens skygge, om familie- og skoleliv, spirende forelskelser og om troen, der gav hende styrke til at overleve ondskab, frygt og angst og alligevel også kunne indgive andre håb og lys i alt det mørke. Jehovas Vidner havde sammen med ortodokse jøder og kommunister en særlig evne til at overleve lejrenes mentale udfordringer. Men der er ikke mange beretninger fra Jehovas Vidner. Hermines historie er filmatiseret og har premiere i Berlin i dette efterår. Det er en nøgtern velfortalt historie og et vigtigt historisk vidnesbyrd om at overleve det umulige uden at blive dybt traumatiseret.