David Bugge har redigeret og bidraget til Arvesyndens skønne rose, 2002; hans ph.d-afhandling fra 2004 har denne nye bogs undertitel som titel. Bogen udgives i 50 året for Martin A. Hansens død. Bogens emne er forholdet mellem digtning og etik hos Martin A. Hansen i såvel selve forfatterskabet som i breve m.v. Emnet behandles i fire afsnit, hvor behandlingen af digtningens etiske omkostninger og etikkens digteriske omkomstninger fylder størstedelen af bogen, mens kortere afsnit behandler positive forbindelseslinier mellem digtning og etik og en evt. konflikt mellem kunst og kristendom i diskussion med Thorkild Bjørnvigs forståelse af forfatterskabet. Hoveddelen viser, at der er såvel offer som bøddelaspekter i Martin A. Hansens forståelse, et eksempel er her, at digteren så at sige stjæler andres liv for at give stof til sin digtning og her er en slags parasit, der også stjæler - nemlig tid - fra sin egen familie. Bugge giver grundigt belæg for problematikken hos Martin A. Hansen såvel her som i resten af bogens afsnit, og han tegner et nyt portræt af forfatteren i bogen, der markerer sig som et klart og stringent opbygget hovedværk i Martin A. Hansen litteraturen. Bogens mange videnskabelige diskussioner med anden litteratur er meget læservenligt anbragt i noterne, så enhver interesseret kan læse med. Litteraturfort.: primær og sekundær litt. Værk- og personregister.