Forlaget Vandkunsten udgiver serien Store fortællere i lommeformat. Albert Cosserys Mennesker glemt af Gud udspiller sig i Kairo og vil primært kunne formidles til læsere af noveller og af korte og fortættede historier fra fremmede himmelstrøg.
Lille format, velegnet til at stikke i lommen men i bibliotekssammenhæng i risiko for at falde ned bag en hylde. Iøjnefaldende gul/grønt omslag. Malende bagsidebeskrivelse af forfatterens "..kærlighed til sproget skrev han sjælden mere end en sætning om ugen." Bogen indeholder 5 fortællinger på 100 sider + et kort efterskrift af oversætteren Ove Gregers Petersen, der redegør for Cosserys livsfilosofi: fattigdom og lediggang er ønskværdigt, fordi det giver tid til refleksion og er en legitim flugt fra elendigheden. Personerne er fra de nederste lag og sover, dovner og tænker som i indledningsnovellen, hvor det af kvarteret forhadte postbud bringer den indolente strygemand Hanafis besked om, at han bliver smidt ud pga. manglende betaling af leje. Hanafi overvejer at handle, men ender med ikke at gøre noget.
Miljø- og sprogtone er arabisk / fransk blandet med "Kafkask" foragt for absurde autoriteter. Det er første gang, han oversættes til dansk. Sammenlignes bl.a. med Naguib Mahfouz og Jean Genet.
Lille samling af fortællinger fra Kairo i forrige århundrede om samfundets nederste menneskeflod og deres foragt for materielle (uopnåelige) goder og det daglige langsomt levede liv. Smal målgruppe. Udgivet i serien Store tænkere i lommeformat.