I rigtige eventyr kan man af og til være heldig at få tre ønsker opfyldt, men Mikkel får kun et eneste ønske af feen i denne billedbog. Hvad skal han vælge? Han er en tænksom fyr, og de forskellige opslag illustrerer hans mange overvejelser. Vil han have en hund, være abe, tæmme løver, være astronaut eller... Til sidst konkluderer han, at han ikke ønsker sig noget som helst. Der er ulemper ved det hele, og faktisk synes han, at alt er godt, som det er. Men feen insisterer, og Mikkel ender med at ønske en stor kasse, som han propper feen ned i. En farverig og fornøjelig billedbog. Illustrationerne er udført i en livlig blandingsteknik og stemmer godt overens med teksten. Børn i 4-7-årsalderen vil let kunne forstå bogens pointe. Der er masser at kigge på og at tale om, selv om det måske vil vise sig, at andre børn ikke er helt enige i Mikkels endelige beslutning.