Lui Beilin har, efter et langt liv i journalistik, fået tid til at riste en minderune over sin far, Samuel Beilin. Samuel dukkede op i København i 1906 som 21-årig, på flugt fra de russiske pogromer mod jøderne. Med sig i bagagen havde Samuel en voldsom virketrang samt en jiddisch kultur, der kom til at præge dansk/jødisk kulturliv i mange år fremover. På den tid fandt nogle tusinde jødiske emigranter sammen i et af byen usleste kvarterer, hvor de skabte et jiddisch-talende miljø, der blev set på med skepsis både af statsmagten og af de "gamle" velintegrerede jøder. Lui Beilin kombinerer sine egne barn- og ungdomserindringer med faderens dagbøger, og det giver et fint tidsbillede af den jiddische kultur i Danmark samt af årene i eksil i Sverige, da jøderne på ny blev forfulgt, denne gang af nazisterne. Omkring sidstnævnte har Beilin valgt at lade uddrag af faderens dagbøger stå ukommenteret. Faderens undervisning som jiddischlærer samt hans virke som redaktør, skribent og teatermand i et jiddisch amatørteater, fortæller Beilin derimod med egne ord. Bogen giver et fint billede af en af dansk integrationshistories mest vellykkede epoker, hvor indvandrerne af egen kraft og vilje tilpassede sig det nye samfund, uden at give køb på de værdier, de bragte med sig.