Til interesserede i hvordan politiarbejde foregår, på godt og ondt.
Qallunaaralak! Og andre grønlandske skældsord er blevet råbt i ansigtet på politibetjenten Hans Haahr. Hvad folk har kaldt ham bag hans ryg er nok endnu værre, da Haahr er utrættelig i sit arbejde og hader sjusk og slendrian. I denne bog om Haahrs liv og arbejde kan man få indblik i, hvad det har haft af konsekvenser for ham. Bogen er skrevet af journalist Ellen Stampe. Bogen er dels en fortælling om Hans Haahr privat men mest om hans liv som politimand. Dernæst er det en fortælling om de uskrevne regler og arbejdskultur, der hersker hos politiet, hvor man ikke indrømmer fejl, og ofte springer over, hvor gærdet er lavest. Bogen kan deles op i to dele. Den tid hvor Haahr arbejder på Grønland og tiden efter, hvor han arbejder i Aarhus, og ender med at blive dømt for korruption. Bogen er baseret på Hans Haahrs egen fortælling. Bogen er let læst og delt op i små afsnit om episoder i Haahrs liv. Forfatteren har efter bedste evne forsøgt at få bekræftet alle oplysningerne i bogen, men det er ikke alle kontaktede personer, der har ønsket at gøre det. Bogen er illustreret med farvebilleder fra primært Grønland.
Forfatteren har tidligere skrevet flere bøger om magtmisbrug, såsom: Uegnet som far fra 2011, De siger jeg lyver fra 2010 og Tilst-sagen : skuddene, som mørket skulle gemme fra 2009.
En fin bog hvor specielt beretningerne om politiarbejdet på Grønland skiller sig ud.