Mordet fanger er Orla Johansens femte bog i serien om Brecht og Olsen fra Rigspolitiets Rejsehold. Det har vel aldrig været Johansens hensigt at skrive realistiske kriminalromaner, men han går denne gang helt over gevind, idet usandsynlighederne hober sig op fra starten, så det er umuligt at tage handlingen for gode varer. En folketingsmand, som har været forsvundet i et år, findes begravet i en skov. Han var gift med en velhavende godsejerenke, og sagen drejer sig om en kæmpemæssig familieformue. Der sker mord på stribe, og friskfyren Brecht med stålnerver og jernmuskler samt sans for damer og væddemål brillerer endnu en gang. Brecht og Olsen forekommer mere end nogensinde skåret ud i pap, og der er ingen grund til at investere i det femte og ringeste bind i serien.