Digte om byen Aarhus og dens beboere, fra de ældste tider til i dag. Man behøver ikke at være trænet lyriklæser for at få noget ud af digtene, som er skrevet med et lunt glimt i øjet. Til gengæld vil det være en fordel med et vist forhåndskendskab til og en interesse for Aarhus.
I 22 korte tekster fortæller forfatteren om livet i Aarhus, hvor han er født og opvokset, og hvor han nu igen bor. Teksterne har form af urimede digte samt små humoristiske anekdoter. Tre haiku-digte har tidligere været offentliggjort i samlingen " Årets ring ".
Mens titeldigtet er ren knækprosa, rummer flertallet af samlingens øvrige digte fine eksempler på centrallyrikkens billedsprog og dens leg med ordenes dobbelte betydninger, som kan danne basis for uventede erkendelser: "Fortidens kæmper/ er døde og borte/ og nutidens vikinger bader/ i vintersol ved Ballehage". Digtene gennemstrømmes af ophavsmandens kærlighed til Aarhus, og i flere af digtene kommer hans fortid som praktiserende præst til udtryk i indholdets oprigtige grundtvigianske glæde over tilværelsen.
Når Niels Kjærs digte er bedst, giver de mindelser om Klaus Rifbjergs erindringsdigte fra Amager, " Amagerdigte ". Et enkelt sted i samlingen mærker man en eksistentiel tvivl, men overordnet set er stemningen i digtene venlig og positiv.