Den letlæselige bog om et ret kompliceret emne henvender sig til psykologer, terapeuter, læger eller andre, der arbejder med kvinders psykologiske adfærd. Styrken er, at bogen også henvender sig til kvinderne selv og med fordel kan læses som en del af en proces omkring bevidstheds- og selvudvikling.
Morgiane var en tjenerinde fra eventyret Ali Baba og de fyrretyve røvere. Hun er handlekraftig på Ali Babas vegne. Men hvis kvinder skal handle på egne vegne, bliver det ofte behæftet med både angst og skyldfølelse. Morgianesyndromet er defineret ved at kvinder nedvurderer sig selv og har angst for at handle på egne vegne. Kvindens negative selvopfattelse og psykiske vanskeligheder, der viser sig i spændingen mellem ideale forestillinger og den reelle virkelighed, belyses historisk og kulturelt med velvalgte eksempler fra litteraturen. Opgaven er, at kvinder skal finde tilbage til den primære narcissisme og indtage deres naturlige plads i verden. Forfatteren er mag.art. i litteraturvidenskab og uddannet som gestalt- og kunstterapeut.
Morgianesyndromet er ikke beskrevet tidligere, men A Dickson: Mildhedens magt, 2004 har lignende elementer med.
En spændende og letlæst bog om kvindernes devaluering af sig selv og spændingsfeltet mellem idealer og virkelighed giver med eksempler fra psykologien og litteraturen en glimrende forståelse af kønsroller og familiemønstre.