Tove Janssons uopslidelige bøger om mumitroldene er udkommet i mange forskellige udgaver. Dette er en billedbog med 3 af hinanden uafhængige historier. I den første får mumitroldene besøg fra Mars. Mumidalen har sin egen bandit Stinki, der ønsker at sætte det fremmede marsbarn fast, men venlighed og hjælpsomhed sejrer til sidst, og alle kan være glade. Den slutning er kendetegnende for historier fra Mumidalen og en del af forklaringen på historiernes popularitet hos børn fra 0.-2. kl. Man kan være sikker på, at det hele ender i harmoni. Det gælder den anden og svageste af historierne, hvor indbyggerne i Mumidalen ser verden svævende på lyserøde skyer og den sidste historie om det usynlige barn Ninni, der føjer sig så meget, at hun mister sin identitet. Også her er Stinki på spil, men han har ikke en chance. Ninni bliver først helt synlig, da hun får mulighed for at forsvare ikke sig selv, men Mumimor. Billedbogen med de glade, klare farver, de optrukne figurer og det positive budskab kan bruges til oplæsning og samtale i indskolingen.