Ægteskab og parforhold er statistisk set en flygtig ting, og for den, der står midt i suppedasen efter et brud, er der god hjælp at hente i de efterhånden mange bøger, der findes om emnet - hvis der ellers er noget hjemme! Denne bog griber sagen lidt anderledes an ved at anlægge en ret religiøs vinkel på erkendelsesprocessen, som iflg. forfatteren bør bestå af 7 trin, 7 åndelige love. Hun illustrerer sin arbejdsmetode ved en lang række case-eksempler fra sin terapeutiske praksis og fra sin egen skilsmisse, og hun nævner den kendte Deepak Chopra, som har støttet og vejledt hende. Essensen er at erkende og tilgive både ex-partnerens og egne fejl, således at man styrket kan komme videre. Bogen er ganske vist meget amerikansk, nærmest småhellig i sin tone, men rådene om tilgivelse og at tage ansvar for sin egen del i konflikterne er ganske fornuftige, og så står det jo læseren frit for at sortere. Overordnet set er bogen konstruktiv i sit budskab og behageligt fri for klynk, så den vil være en god hjælp for mange, der skal bearbejde et brud. Omslaget repræsenterer udmærket indholdet i tekst og udstyr, og indvendigt er bogen sat med en lidt tæt, men læsbar typografi. Vi kender i forvejen D. Ford fra Kast lys over skyggen (99/42).