Bogen henvender sig til den, der interesserer sig for skyggearbejde (arbejde med sine egne mørke sider) og for personlig udvikling.
Debbie Ford er en af kendisserne inden for området med skyggearbejde. Hun har bl.a. skrevet bogen Kast lys over skyggen, 1999, og kommer nu med næste del Når skyggen tager over. Hun beskriver, hvordan vi kan arbejde med de mørke sider, vi indeholder. Vi får ikke fred med os selv ved at skjule vores fejl eller mangler, men ved at vedkende os vores frygt, usikkerhed, skam og sårbarhed. Hun mener, at når vi helbreder vores splittelse mellem lys og mørke har vi resourcer til at træffe bedre valg og være mere nærværende. Første del af bogen omhandler måder vi undertrykker vores følelser på. Hun illustrerer mange gode eksempler som alle kender fra hverdagen. I anden del giver hun gode konkrete værktøjer til at bevidstgøre og arbejde med sine skyggesider.
Rigtig mange bøger handler om personlig udvikling og det at arbejde med sine egne begrænsninger og mørke sider. Der kommer hele tiden nye titler til.
Det er en udmærket bog, og Ford skriver godt, men det er gammel vin på nye flasker. Den indeholder meget af det samme, som hendes første bog. Hun går tæt på de mørke og lyse sider i os, og undersøger hvad der spænder ben for os, og hvad vi kan gøre ved det. Den har mange gode eksempler, og kan bruges til at arbejde med personlig udvikling. Hun er kendt, så der er nok en del lånere til den. Læs mere på http://www.debbieford.com.