Denne bog, der er andet bind i en trilogi, henvender sig til både unge og voksne fans af hardcore-fantasy med troldmænd, dæmoniske væsener, inkarneret ondskab og søgen efter magiske genstande. Bogen vil nok mest appellere til piger. Den flotte forside viser en hekseagtig kvinde omgivet af en flok væddere med lysende dæmoniske øjne.
Oona har efterladt sine krigere i Aisgard, hvor det ondsindede Radixfolk holder til. Hun har stadig ikke vished om sin fars skæbne, og hun har stadig ikke fundet Querqus Skjoldet. Hun finder ud af, at hendes familie er blevet bortført af Radixfolket. Det er en flot fortsættelse af Legenden om Querqus Skjoldet, og bogen holder stilen og de fine takter fra seriens første bind. Indtil videre er her tale om en imponerende debut. Hovedpersonen Oona er et spændende og interessant bekendtskab, og nogle af bipersonerne er ikke mindre spændende - heriblandt det onde og dæmoniske søskendepar Conian og Lucili. Sproget er varieret og flyder godt og naturligt. Der lægges ikke fingre imellem i slagscenerne, når blod og afhuggede lemmer beskrives. Bogens univers er i det hele taget skildret meget overbevisende.
Læserne burde også stifte bekendtskab med Dragebjergenes hemmelighed af Mette Østergård Søberg samt Magiens cirkel af Tamora Pierce.
Det er en uhyre velskrevet og fængslende fantasy-bog, der udspilles i et godt beskrevet eventyrunivers med spændende personer og fantasifulde væsener. Bogen lægger op til tredje bind med en rigtig cliff hanger.