Bogen rummer 11 artikler. Filmprofessor Torben Grodal gennemgår især fortællestrukturen i en række nyere danske film under overskriften "De bløde følelser". Sådanne nærer han ikke overfor Per Flys film Arven og Bænken, som han nedvurderer kraftigt. Men han udtrykker sig klarere end tidligere. Der er en mægtig god artikel af Peter Schepelern om dogmefilmenes historiske forudsætninger og nutidige historie. Mehmet Ümit Necef skriver nuanceret om indvandrernes roller i dansk film, og der er artikler om sprog, humor og internationalisering af dansk filmproduktion. Dansk film i fortid og nutid anskues fra USA, England, Frankrig og Japan, og alle steder hæfter man sig ved Dreyer og Trier som de store instruktører. Det er en interessant artikelsamling om dansk film set fra mange vinkler. Den har få illustrationer i farver og en masse litteraturhenvisninger, samt person- og filmregister. Godt omslag og god bagsidetekst fremmer bogens chancer hos målgruppen: folk, der er seriøst interesseret i dansk films nye storhedstid.