Natten har tusind øjne og andre historier

Med disse fjorten noveller tager Ole Michelsen springet fra det faglige (Film skal ses i biografen, 1997) og selvbiografiske (Den dansende dæmon, 1999) over i fiktionen. Henvisninger til filmkunstens og musikkens verden er der mange af, bl.a. i novellernes titler der alle er hentet fra det klassiske jazz-repertoire. I en del af historierne færdes forfatteren hjemmevant i hovedstadens miljøer, befolket med kunstnere, forlæggere og mediefolk, mens andre er henlagt til det behandlingssystem som OM også i andre sammenhænge har beskæftiget sig med. Hovedpersonerne er ofte mænd med krise i arbejdslivet og parforholdet, f.eks. den midaldrende filmkritiker der for 32. gang skal dække filmfestivalen i Cannes og må se sine idealer om analyse og kunstnerisk kvalitet overhalet indenom af event-kulturens krav om gode historier. I det hele taget er det nye tider i mange af disse historier som personerne møder med skiftevis resignation, tilpasning eller oprørstrang. Andre af samlingens tekster er forsøg i en mere kontant socialrealistisk stil, eller bevæger sig over i grotesk og satirisk samtidsskildring. Novellerne indfanger nuanceret og præcist tidsånden, ikke mindst når det gælder kunstens og mediernes verden. Som fiktion betragtet er de dog endnu for løse i anslaget og har svært ved at bestemme sig for om de vil være psykologisk portræt eller social sædeskildring.

Read the full assessment