Haven og naturen året rundt er sjældent fulgt med samme fornemmelse som i 1906, hvor tegneren og forfatteren Edith Holden tegnede og skrev. Mere end 100 år senere er det stadig en oplagt gave til haveinteresserede damer med sans for ikke helt ny poesi.
Edith Holden, der blev født i 1871, levede et stille liv som tegner og tegnelærer indtil hun tragisk kom af dage ved en drukneulykke i 1920. Ingen kendte til hende indtil hendes naturdagbog, der blev posthumt udgivet i faksimile i 1977, slog igennem og blev en bestseller. Dagbogen beskriver hendes iagttagelser af årets gang fastholdt i tegninger og akvareller ledsaget af tekst og udvalgte digte fra den engelske guldalder alt gengivet smukt kalligraferet. Også originalens register over plantenavne på engelsk/latin er medtaget i en dansk/latin udgave.
Bogen der er kommet i flere udgaver på dansk siden 1981 fremstår frisk og appetitlig. Dens appel til (kvindelige) læsere er usvækket, og de vil sagtens kunne nyde den som bibliotekslånt, selvom den selvfølgelig befinder sig bedst på gavebordet eller under et juletræ.
En bog der ikke sådan lige lader sig putte i skuffe. En højlitterær og poetisk beriget udgave af Haven året rundt illustreret af Beatrix Potter og uden dyrkningsanvisninger, er det nærmeste jeg kan komme.