Denne flotte leksivisuelt opbyggede fagbog/bladrebog af engelsk oprindelse er for den, som interesserer sig for specielle biologiske fænomener af vidt forskellig art. Bogen vil kunne selvlæses fra omkring 4. klasse (ca. 10 år) og er primært til interesselæsning i fritiden. Større sammenhæng og biologisk forståelse, som Fælles Mål lægger op til, skal hentes i andre titler end nærværende, der kan tjene som appetitvækker for det biologisk specielle. De utroligt flotte illustrationer er bogens bærende element suppleret med relevant brødtekst, der desværre enkelte gange gentages i billedteksten. Bogens hensigt er at beskrive biologisk specielle aspekter, der strækker sig fra dyr og planters måde at skaffe sig føde på til camouflage enten som forsvar eller i angrebsøjemed. Der er eksempler fra kødædende planter, søpølser, insekter, store rovdyr, bakterier etc. i vilkårlig rækkefølge. Forrest er der en sides indholdsfortegnelse, som beskriver hvert dobbeltopslag og bagest 2½ sides stikordsregister samt ½ sides kildehenvisninger. Oplagt anskaffelse til fritidslån.