Med de meget detaljerede biografiske data, og opgør med andre fortolkninger af Lou-"affæren", henvender bogen sig til Nietzsche-kendere, som gerne vil have det hele med.
Denne tredje del i serien om Nietzsches udvikling behandler perioden 1882-85, i hvilken han stifter bekendskab med den unge Lou von Salomé, som han først ser som en ligesindet i ånden, men siden bliver dybt skuffet over. Så skuffet, at han beslutter ikke at "stige ned til menneskene", men i stedet blive på sin "borg" og skrive digterværket: Således talte Zarathustra, som gengives her i uddrag. En del af det biografiske materiale orienterer sig mod en nyfortolkning af "affæren" med Lou, og gør op med den fremherskende mening, at N. slet og ret skulle være forelsket i L. Dette dokumenteres via breve og noter. Fyldigt index, litteraturfortegnelse, og efterskrift, som overskueligt og klart opsummerer indholdet.
Tredje del i serien Nietzsches udvikling, som følger Nietszches biografiske og bibliografiske udvikling. Intet ellers, der går så tæt på.
Denne bog, og de to første i serien, er for Nietzsche-feinschmeckere, som er interesserede i Nietzsche som filosof, og i lige så høj grad interesserede i hans private liv og de oplevelser og bevæggrunde, som smittede af på hans professionelle virke.