Det fantastiske og grænseoverskridende Internet har efterhånden også spundet sig ind i blodet og dagligdagen hos danskerne. Udbredelsen af det og den vidt differentierede anvendelse giver Politikens IT-journalist Pernille Tranberg her et billede af. Efter hendes eget indledningsafsnit, hvor hun tager pulsen på Internettet lige nu og giver bud på den nærmeste fremtid, overlader hun ordet til 12 forskellige glødende brugere. Gennem deres korte skildringer af, hvordan de i det daglige bruger Internettet - både privat og arbejdsmæssigt - får vi et rigt facetteret billede af, hvad der kan hentes derude, og i hvilke sammenhænge det kan bruges. Det spænder vidt - lige fra at møde kæresten i Cyperspace over selvhjælpsgrupper for kræftramte til målrettet informationsarbejde i en græsrodsbevægelse. Gennem hele bogen optræder små prikker i teksten, som refererer til de websteder, der omtales, og de samles i det afsluttende webindeks, der dog mere er et noteapparat end et egentligt brugbart register. En bog, der selvfølgelig hurtig forældes, men som er et oplagt bud til de lånere, der stiller spørgsmålet: "Hvad er det Internet egentlig for noget?", og som ikke ønsker tekniske svar. Derudover er det en sjov, hurtigt læst bog, der kan være til inspiration for alle os bibliotekarer, der stadig oftere skal fortælle om Internettets muligheder, hvadenten det er inden- eller udenfor bibliotekets mure.