Ester Skriver har skrevet utallige gode letlæsningsbøger. Denne er én af de mere stille. Jeg tror, handlingen vil være hurtigt glemt, men bogen er velegnet som læsetræning for elever i 1. og 2. kl. Bogen udkommer som Lille Dingo, de små lysegrønne, eleverne kappes om at læse. Nanna på 7 og Sune på fem år er alene hjemme med far. Han har lavet boller og synes, der skal hygges. Nanna mener, der skal u-hygges. Lyset skal slukkes, og de skal lege gemme. Nanna får imidlertid gemt sig så godt, at hun sidder i klemme under bogreolen. Så bliver det pludselig alvor, og far må have hjælp af naboen Holger, der er stærk som en bjørn. Reolen bliver løftet, Nanna kommer fri, og så skal der hygges. Der er anvendt en stor åben typografi, og enkelte steder er anvendt stavelsesdeling. Bogen har flere flotte illustrationer, nogle i farver og andre i grålige nuancer, der understreger den uhyggelige ventetid, inden man bliver fundet i gemmelegen. Illustrationerne støtter og understreger således teksten. Omslaget viser de to børn og deres skygger på væggen.