Vil man vide noget om ørne, giver denne fagbog mange rigtig gode oplysninger. Forlagsserien er lavet med henblik på undervisning, men er også meget velegnet i børnebiblioteket til opgaveskrivning og til børn, fra 11 år, der er fascineret af de store, flotte fugle. Af nyere titler findes i forvejen kun Kongeørn, 2001 og Den truede ørn, 1991. Tekst og illustrationer informerer detaljeret og grundigt i et åbent, overskueligt layout. Teksten går i dybden, og er skrevet i et klart, velstruktureret sprog. Faktabokse giver bl.a. talfakta om fuglene. Illustrationerne er udbredelseskort, farvelagte naturalistiske tegninger der bl.a. forklarer detaljer ved fuglene, fx flyveegenskaber, og velvalgte klare farvefotos. Bogen har register og litteraturhenvisninger, også til web-steder. Forsiden viser en flyvende ørn, bagsideteksten retter sig mod undervisning. Bogen beskriver grundigt de tre arter der yngler i Danmark, havørn, kongeørn og fiskeørn, bl.a. med udseende, adfærd, levested, yngel og jagt. Andre arter omtales kortere. Herudover er der mere generelle afsnit om synet på ørne op gennem historien, om deres udvikling, hvorfor de kan flyve, tilpasning til jagt o.m.a. Forfatteren har skrevet andre fagbøger, fx Byens miljø, 1995.