I 1764 udsendte den unge italiener Beccaria et lille skrift, der skitserede en ny strafferetslære som byggede på humane principper. Det vakte stor opmærksomhed i samtiden, der var moden til et opgør med senmiddelalderens brutale retsudøvelse som med henvisning til 5. mosebog især baserede sig på gengældelsesprincippet. Voltaire, der var oplysningstidens bannerfører, tog skriftet til sig, og i sin kommentar fra 1766 uddybede han Beccarias argumentation. I en lang indledning sætter Sven Helles teksten ind i en kulturhistorisk sammenhæng, og han fortæller om hvordan det hurtigt fik en dybtgående indflydelse på vesteuropæisk retsopfattelse, der rakte langt ud samtiden. Oversættelsen af Beccarias tekst og Voltaires kommentarer rammer fint en gammeldags sprogtone uden det går ud over læseligheden. Juraprofessoren Ditlev Tamm viser i et efterskrift den betydning skriftet fik for reformerne af den danske strafferetspleje. Det er en gennemarbejdet præsentation af en klassisk tekst fra Oplysningstiden som også med hensyn til layout og boghåndværk er af gedigen kvalitet. Det vigtige kulturhistorisk skrift om forholdet mellem statens strafferet og individets retsbeskyttelse vil også kunne have interesse uden for den snævre målgruppe af retshistorisk interesserede.