Books / fiction for children

Orm får en ven - og andre historier om venskaber


Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 1. Nov. 2012

By

By

Inger Søndergaard

d. 1. Nov. 2012

11 historier om venskaber er samlet til højtlæsning for børn fra 2-7 år. Bogen bruges som gave fra nogle folkebiblioteker til 2-årige børn, men den vil også fint kunne bruges til ældre børn i hjemmet, børnehaven og indskolingen til en snak om venskaber.

Her er tale om nyere og ældre historier for børn, som er genoptrykt og samlet til en hel bog om venskaber. Der er optryk af 1 pegebog og 7 billedbøger og uddrag af 2 højtlæsningsbøger og 2 letlæsningsbøger. Den begynder med Pia Thaulovs tekstløse "Sølvskeen", om babyen, der bliver ven med sin kat. Kompleksiteten i begrebet venskab stiger bogen igennem. Fra blot at beskrive varmen i det at have en ven, der kan hjælpe, over skænderier til venskaber trods forskelligheder. En af de sidste historier "Spis din burger Musa" handler om at komme fra et fremmed land. Illustrationerne af pegebogen er forstørret, mens billedbøgernes illustrationer er nedfotograferet og beskåret, fx er "Utilfredse Freddy" beskåret til 1/4 i sidetal. De er komprimeret i en grad, at bogen ikke egner sig til billedlæsning.

Vil du læse lidt for mig, 5. udg. 2011, er tidligere blevet lanceret fra forlaget som en gavebog fra biblioteket. Den var lavet efter samme koncept, men indeholdt også sange, rim og remser til for de yngste. Udvalget af historier og emnet i: Orm får en ven er mere relevant for lidt ældre børn.

En fin samling af historier om venskaber, som især vil være god at tage frem i børnehaven, når venskaber og uvenskaber opstår.