Bogen henvender sig til interesserede i besættelsestidens historie og dansk presse.
I denne omfattende biografi skildrer historikeren Ole Lange og journalisten Alex Frank Larsen modstandsmanden og dagbladet Informations legendariske grundlægger Børge Outzes liv i 3 dele: før, under og efter besættelsen. Outze, som døde 1980, var fremtrædende i modstandskampen og forsynet med et skrivetalent ud over det sædvanlige, som han brugte på nyskabende og kreative tiltag inden for journalistikken. Udover et indsigtsfuldt og velskrevet portræt udgør bogen et tidsbillede af perioden, og den er forsynet med et væld af eksempler på Outzes skrivekunst og historier fra personer omkring ham.
Outzes indsats og bedrifter er omtalt i flere bøger. I 2008 udkom biografien Outze i krig med fokus på besættelsestiden. Journalisten Erik Nørgaard har i Gyldne tider, 1998 og 2006 skildret Outze og Seidenfaden. Endelig er Outzes ledende artikler gennem 35 år udgivet i 3 bind Børge Outzes journalistik, i 1980-81.
Et velskrevet og indgående portræt af en af danske presses store personligheder og fremtrædende medlem af modstandsbevægelsen.