Det seneste tiårs danske lyrik har frem for alt været karakteriseret ved sin optagethed af poesien som æstetisk udtryk, som form. Når Pia Tafdrup nu ti år efter debuten med denne skitse til enpoetik tager skridtet fra poesi til teori er det en naturlig konsekvens af denne interesse. Bogens 15 kapitler har ikke form af en sammenhængende fremstilling, men består af fragmenter, der spænderfra ganske korte aforismer til længere, mere udfoldede forløb. I sine overvejelser over poesiens væsen og funktion tager PT overalt udgangspunkt i sin egen kunstneriske praksis, men hendeslæsninger af bl.a. Rolke og Paul Celan vidner om stor fortrolighed med hele den modernistiske tradition. Udgangspunktet er, at en forudgivet helhed og orden definitivt er brudt sammen. Der er gåethul på englen. Det er ikke begreberne og ideerne der kommer først, men kroppen. »Poesi er kropsliggjort sprog« som det hedder et sted. Digtets inderste kerne rummer for PT en religiøs, metafysiskdimension, som skiftevisbenævnes som væren, det fremmede, Gud, og digtet opstår i mødet med dette fremmede, anderledes. Trods mange fine iagttagelser og formuleringer er poetikkens svaghed at denpå grund af sin fragmentarisk form og retoriske stil må give afkald på den præcisering og forsøg på begrebsforklaring, som man finder hos f.eks. Per Højholt (Cezannes metode, 1967) og Søren UlrikThomsen (Mit lys brænder, 1985). Alligevel er bogen en vigtig nøgle til PTs poesi og en væsentlig kilde til forståelse af moderne lyrik.