På sporet af det forsvundne menneske : om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik

Genbedømmelse, da første bedømmelse foretaget på basis af ukomplet eksemplar af bogen: Det er en meget ambitiøs bog, P. S. M. har skrevet. Med startpunkt i februar-revolutionen i Paris 1848tager han sig for i bogens første del ved hjælp af et imponerende citat- og referenceopbud at bevise, at marxismen ikke - som den selv hævder - er revolutionær videnskab, men spekulativ metafysik.Et ætsende opgør med marxismen, der bestemmes som en principiel underkendelse af individet, som en voldelig klassekampsteori og en skrupelløs vilje til magt. I bogens midterstykke søger P. S. M. atvise, at marxismens antihumanisme i Danmark har sejret i form af den socialteknokratiske stat, og derefter tager han fat på den afsluttende tour de force, at bestemme og formulere mennesketsrenæssance, en kæmpende humanisme, en værdifilosofi i stedet for en værdinihilisme. En tur over bl. a. Freud, Barthes, Monod, Levi-Strauss og Althusser til »kæmpende humanister« som Mann, Malrauxog Lagerkvist og videretil Løgstrup og Åge Henriksen. P. S. M. ser de to sidstnævnte som moderne fortolkere af en særlig dansk variant af den eksistentielle personlighedsfilosofi, som forener deteksistentielle med det sociale. Et overraskende »kompagniskab«, og efter min mening et eksempel på P. S. M.'s svaghed for storladne synteser. Alligevel: en æggende, inciterende, irriterende bog medmange anvendelsesmuligheder. Den afsluttende bibliografi illustrerer, hvor langtrækkende en debat P. S. M. tager del i.

Læs hele vurderingen

Opgøret med marxismen er Per Stig Møllers ærinde. Mennesket er forsvundet, fordi marxismen er en anti-humanistisk ideologi, som ser bort fra det enkelte menneskes særpræg til fordel forfællesskabet. Derved bliver marxismens magtudfoldelse i dobbelt forstand anti-humanistisk, nemlig »ond« - ex Marx/Engels i 1848, Lenin i 1918, Stalin i 30'rne, Bresjnev i 1968. P. M. S. diskutererdenne gamle - men altid aktuelle - problemstilling med eksempler fra historien, ved at fremhæve den reformerede socialisme, og med eksempler fra filosofien, ved at polemisere mod franske marxister,især Althusser. Han runder bogen af med nogle korte rids over de sidste 15 års dansk politik. Det er en velkomponeret og velskrevet bog. Indholdsmæssigt må man være meget uenig, dels i dengrundlæggende definition af humanismen og dens modpol, dels i den helt unuancerede opfattelse at kommunismen er én bestemt (russisk) politik, og endelig mod nogle usandsynligt ensidige historiskeanalyser. Det er et kampskrift,som munder ud i et angreb på den hjemligt »praktiserende« lighedsideologi, og placerer P. S. M. i midten. Mange formuleringer er gefundenes fressen for denreaktionære højrefløj, og jeg gætter på en gentagelse af det Dich'ske syndrom med Den herskende klasse. Dette til overvejelse ved expl.fastsættelse.

Læs hele vurderingen