17 artikler af 17 akademikere, især fra Carsten Niebuhr Instituttet, om de helt aktuelle begivenheder i Israel og de besatte områder og om deres baggrund. Udgangspunkterne er dels bøger af nye israelske historikere, der gør op med mange af de grundlæggende myter om staten Israels grundlæggelse, dels Osloaftalerne og deres sammenbrud efter den seneste intifada og valget af Sharon. Det er svært at se lyspunkter, og det kan de 17 da heller ikke i deres velskrevne, stort set meget Israel-kritiske artikler. Tærsklen til fred ligger vist desværre langt ude i fremtiden. To af bidragyderne har skrevet Arafats Palæstina, 2000, og denne bog vil nok have samme målgruppe: læsere, der vil vide mere om den endeløse og tragiske konflikt, end vi får i de deprimerende daglige nyheder. En aktuel og væsentlig bog med litteraturhenvisninger for dem, der vil endnu længere ned i sumpen af konflikter, modstridende påstande, nationalisme og religiøs fanatisme.