Forfatteren er en norsk religionshistoriker, der har været student, tolk og observatør på Vestbredden og i Gaza. På den baggrund har hun kunnet interviewe familiemedlemmer til palæstinensere, der har fungeret som selvmordsbombere, en ayatollah, en martyrforsker og en kvinde, der havde valgt at blive den første kvindelige selvmordsbomber, men som i stedet kom i fængsel. Hun skriver en form for subjektiv reportage, hvor hendes egen frygt og undren kommer tydeligt frem. Hun finder ud af, at det primært er af politiske grunde, folk vælger at blive selvmordsbombere, men at martyriet også spiller ind, ikke mindst for de efterladte, både som trøst og pga. økonomisk belønning bl.a. fra Saddam Hussein. Bogen rummer ingen analyse af de politiske konsekvenser, bortset fra at den gensidige terrorisme jo øges for hver selvmordsbombe. En mere bred skildring af de islamiske selvmordskrigere før og nu findes i Christoph Reuters Selvmordskrigere, 2002, hvor der er 100 sider om dødens kultur i forholdet israelere og palæstinensere.