Samarbejde på tværs af sektorer, afdelinger og fag - og sammen med borgerne - er en nødvendighed, når vi vil sikre, at en borger ikke bliver tabt mellem flere fag og sektorer, at ressourcer ikke går til spilde, og at vi når de ønskede resultater. Medarbejderne skal vænne sig til at tænke på deres opgave som en, der går ud over deres egen organisations grænser. Det handler om at flytte fokus fra, hvem der er ansvarlig for hvilken lille del, til hvad vi i fællesskab kan udrette til gavn for borgere og samfund. Problemfelterne i den offentlige sektor er ofte så komplekse og gensidigt afhængige, at løsninger et sted skaber problemer et andet sted. Ledere og medarbejdere må derfor blive bedre til at forstå hinandens mål på tværs af grænser og prioritere de fælles mål højt. Det er ikke let at arbejde på tværs. Der er talrige barrierer som specialisering, modsatrettede incitamentsstrukturer og konfliktende lovgivninger. Men en af metoderne til at overvinde disse barrierer er blot at begynde i det små at arbejde og innovere på tværs af organisationer og faglige enheder. Med gode redskaber og den rette tilgang til ledelse og samarbejde kan det tværgående arbejde blive en naturlig del af lederes og fagprofessionelles hverdag.