Pædagogprofessionens historie og aktualitet. Bind 2 : Kald og kundskab : brydninger i børnehavepædagogikken 1870-2015
Ophold i institutioner er blevet et vilkår for danske børn. Over 95 % af os tilbringer barndommen i vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner eller dagpleje, før vi kommer i skole. Hvor stammer denne konstellation mellem familien, børneinstitutionen og skolen fra? hvorfor opstod den? Og hvordan har den udviklet sig? - Pædagogprofessionen får med disse bøger et Danmarkshistorisk løft. Dens udvikling viser sig at være vævet sammen med den bredere historie om ændrede børnesyn og familiesyn, fattigdom og klassekamp, kønsroller og kvindekamp, befolkningspolitik, sundheds-og socialpolitik, familiepolitik og børnepolitik – kort sagt statens forhold til befolkningens børn.
I bind 1 tegnes de lange linjer i børnehavens og pædagoggerningens historie fra de første asyler i 1820’erne og de første børnehaver fra 1871 over de tidligste uddannelsesinitiativer i årene omkring 1900, videre til Dagtilbudsloven i 2007 og frem til den seneste reform af pædagoguddannelsen i 2014.
Centralt i bind 2 står striden om grundlaget for pædagogfagets viden fra det moderne gennembrud og helt frem til i dag.