Spændende og rystende bog, hvor de to tyske journalister fortæller, hvordan "en lille elite i uhørt omfang har kunnet slippe afsted med at skjule uanede formuer i skattely". For dig, med interesse for økonomiske skandaler og samfundsforhold.
Afsløringen af det som blev kendt som "Panama-papirerne", hvor den rige elite har skjult formuer i skattely og dermed unddraget sig at betale skat, starter med en e-mail til Bastian Obermayer. Den lyder: "Hej, interesseret i data?" Og det er Bastian Obermayer, der er undersøgende journalist ved Süddeutsche Zeitung. Sammen med sin kollega Frederik Obermaier analyserer han en stor mængde materiale fra en anonym kilde. Denne journalistiske dokumentar om afsløring har overskrifter som "Vladimir Putins gådefulde søn", "Fra Waffen-SS over CIA til Panama" og "De ondes advokatkontor". Der er også overskrifter som "Den røde adel", Gasprinsessen og chokoladekongen" og "De 99 procent og skattelyenes fremtid". Om fremtiden skriver forfatterne: "Ingen der gør hemmelige forretninger et eller andet sted og derved efterlader sig digitale spor, kan i dag føle sig sikker...Denne læk er ikke den første læk. Men måske alligevel en begyndelse. Begyndelsen til enden på skattely.".
For den interesserede så spændende som nogen krimi. Fremragende velskrevet og vigtig journalistik.
Der er ikke andre bøger om denne afsløring. Om tvivlsomme økonomiske transaktioner fx Andre folks penge.