Marianne Larsen er, hvad man må kalde en meget stabil og produktiv dansk lyriker. Siden 1971, hvor hun debuterede med digtsamlingen Koncentrationer, har hun udgivet mindst én digtsamling om året. At man har at gøre med en habil poet, er man da heller ikke i tvivl om, når man læser hendes seneste digte. Samlingen består af 51 korte, koncentrerede tekststykker af indiskutabel sproglig ynde og stringens. Væsentlige temaer er naturen, menneskets berøring med den, sproget, tiden og erindringen. Optagetheden af sproget er et særkende for Marianne Larsen, der også i disse digte forsøger at søsætte sproget på en ny måde. At puste liv i det ved at danne nye ordforbindelser og sætte kendte ord og begreber i nye, overraskende omgivelser, så betydningen forskydes og dermed udfordrer læserens forestilling om meningsfuldhed og tingenes plads i verden. Digtene er disede drømmeagtige og alligevel krystalklare. Op fra siderne stiger lugten af skumringståge, lyden af fugle der letter og havets brusen, og minder om at digte som disse skal sanses snarere end læses. Åbner man sig for denne mulighed, er der en meget smuk oplevelse at hente i mødet med dem. Appellerende forside med anemoner, men digte kræver i sagens natur formidling.