Forfatteren har boet og arbejdet i Paris i 35 år, og han har bl.a. skrevet den utraditionelle guidebog Sådan er Paris også, 2000 og Spis i Paris, 1998. Denne gang giver han en historisk indgang til et nærmere bekendtskab med byen Paris. I otte overordnede kapitler fortælles historien om Paris kronologisk fra oldtiden til i dag. Bogens formål er at være et supplement til rejseguidebøgerne ved at vise, hvor fortiden genspejles i nutidens Paris. Det gør bogen til en vis grad, men det vanskeliggøres af, at der kun er en mangelfuld indholdsfortegnelse, intet register, næsten ingen kildehenvisning og kun et sløret historisk kort. Desuden er oplysningerne kortfattede og præsenteret i anekdotisk form, som om forfatteren selv har overværet episoderne. Historierne kan opfattes som underholdende, men også som unyttig viden. Der er fokus på kendte mennesker og resultatet af deres virke, men også deres private affærer. Bogen er illustreret med en passende blanding af gamle og nye billeder. I 2004 udkom Paris : fra barrikade til boulevard, en helt anderledes grundig bog om Paris' historie, som også er velegnet som forberedelse til et besøg.