En debutant på det danske børnebogsmarked, og det er desværre ikke nogen særlig vellykket debut. Lasse er blevet alene med sin far, som er praktiserende læge, efter at moderen er flyttet sammen med faderens partner og gode ven, og det påvirker naturligvis både far og søns hverdag. Lasse vil gerne hjælpe sin far i den travle hverdag, og da den jævnaldrene Trine, datter til faderens nye sekretær, dukker op, tager begivenhederne fart. Lasse og Trine åbner en lægeklinik for børn, så faderen ikke behøver at have så mange patienter i løbet af en dag. Fortællingens største problem er troværdighed. Historien virker konstrueret og usandsynlig i sit forsøg på at være morsom. Personerne, specielt børnene, virker som klicheer. Man frigøres aldrig helt for at høre den voksne fortæller gennem børnenes dialog og handling. At det drejer sig om 2.-3. klasses børn forbliver et postulat, som også bogens noget stive illustrationer har ganske svært ved at matche. Her ser børnene betydelig ældre ud end det angivne. Bogen kan bruges til oplæsning i indskolingen, men det er absolut ikke nogen nødvendighed.