Eventyr om Hans, der må gå grueligt meget igennem for at vække sin døde mor til live. Om liv, død, sorg og kærlighed. Velegnet til oplæsning og dialog, men bestemt ikke for sarte sjæle. Fra ca. 4-6 år.
Da Hans' mor beder Hans' far spille lidt lavere på sin saxofon, myrder han hende med selvsamme instrument! Hans og faren flygter, men efter en kold nat foran et værtshus, vågner Hans op alene. Han ender hos kineseren Mister Li, der er ved at koge suppe, og mens Hans spiser, undrer han sig over den jamren, der lyder i huset. Mister Li lover Hans en pergamentvifte, der kan blæse liv i døde, hvis Hans kan stoppe jammeren for altid. Det lykkes for Hans. Han får pergamentviften og med den blæser han liv i sin mor - heldigvis! Det er jo et eventyr, og alt andet var ubærligt. Teksten er en nydelse at læse, illustrationerne er skæve og fulde af uhygge og sørgmodighed. Små ensfarvede silhuetter leder tankerne hen på H.C. Andersens papirklip. Både forfatter og illustrator er kendte og har andre børnebøger bag sig.
Makkerparret udgav i 2009 Peter Nordahl's eventyret om den lille bitte søde gris. Et andet barsk eventyr med samme forsidelayout, hvilket giver håb om en serie.
En lille genistreg, der kryber helt ind under huden på én og giver stof til eftertanke og samtale. En meget barsk og bevægende historie, som kræver modige børn og voksne, men tør de, så får de her en af årets læseoplevelser. Et must på ethvert bibliotek! Fra ca. 4-6 år.