PS3, NDS. Planet 51 er naturligvis computerspillet baseret på den computeranimerede film af samme navn. Spillet er helt oplagt for børn, både drenge og piger, fra omkring 9 år og op til en 13-14 år. PEGI: 7. Sproget er engelsk.
Spillet er en velfungerende blanding mellem racerspil, adventurespil og platformspil, krydret med minispil. Handlingen i spillet er baseret på handlingen i filmen og følger astronauten Chuck's forsøg på at komme hjem til Jorden efter at han er landet på Planet 51, som viser sig at være befolket af dybt paranoide grønne mænd. Han får hjælp af sin robot Rover og et rumvæsen ved navn Lem, som spilleren begge kan styre. Spillet har mange ligheder med sandkassespil som Grand theft auto (her bare i en børnevenlig udgave), idet spilleren kan udforske åbne områder, lede efter skjulte bonus ting og udføre minispil og missioner, når man finder dem. For et spil, der åbenlyst er målrettet mod en ung målgruppe, er det befriende varieret og med utrolig flot grafik i PS3-versionen, NDS-versionen er mindre imponerende. Udover det centrale spil, der er fint varieret, er der multiplayer racerspil for op til fire spillere.
Der er ikke mange børnespil, der er inspireret af åbne sandkassespil som Grand theft auto og "Saints row", men det er præcis hvad Planet 51 er og selvom gameplay således ikke er nyskabende, fungerer det rigtig godt.
For fans af den glimrende Planet 51 film, er der rigtig meget at komme efter i spillet - mange minispil og varierede opgaver, samt hele byen Glipforg at udforske. Et af de bedste børnespil i lang tid.