Politikens anatomiske atlas er inddelt i en række hovedafsnit, fx nervesystemet, hjerte-karsystemet, vejrtrækningssystemet, menneskets udvikling, og inden for hvert afsnit er der dobbeltafsnit om delemner som hjertets opbygning, hjertefunktionen, blodkar og blod, de sidste sider i et hovedafsnit er som hovedregel sygdomme inden for området. Bogen afsluttes med et minilex over meget forskellige emner og ord, fx milt, sekundær, skrumpelever. Alle sider består for en meget stor dels vedkommende af skematiske tegninger, fine mikroskopifotos og enkelte fotos. Bogen har indholdsfortegnelse, register og fotoliste. Der er et væld af informationer i bogen, men det er nok en bog, som kommer bedst til sin ret, når den står permanent i den private reol, så den er inden for rækkevidde, når man lige skal se, hvordan øresneglen egentligt ser ud. Der er nemlig så mange oplysninger om så mange emner, at det hele er for overfladisk til at kunne bruges systematisk.