Denne let bearbejdede billedbogsudgave af det kendte eventyr er forsynet med tegn, så den kan bruges til oplæsning og/eller fortælling for døve og hørehæmmede børn. De farvelagte illustrationer er lavet i tegneseriestil med en dreng som gennemgående figur. Han er anbragt i små kasser bogen igennem, hvor han meget fikst demonstrerer de vigtigste ord i teksten som f.eks. "lyn, torden og regn" med tegnsprog. Jeg ved ikke nok om døve børn til at vide, om det er tilstrækkeligt for dem for at forstå handlingen, men til gengæld er bogen ret nem at billedlæse. Den oprindelige tekst er forenklet lidt uden at ødelægge eventyret. Tegnestilen er frisk og humoristisk med prinsen som en lettere selvglad og opblæst type, kongen en storskægget bulderbasse og dronningen en skrap husmor. Den småkedelige prinsesse er nok den mest anonyme i persongalleriet. Bogens opslag er ret forskellige med tegninger i alle størrelser, talebobler og forskelligt perspektiv, og det gør bogen livlig og moderne at se på. Uden at være specielt epokegørende er dette et udmærket tilbud til en gruppe børn fra 3 år, som der ikke findes så meget til. Normalt hørende børn synes i øvrigt også, at det kan være sjovt at øve sig på tegnsprog. Keld Petersen har i 1998 lavet En fræk fyr.