"Heldigvis, viser det sig, har det erfarne hold musikere faktisk strammet sig an for at leve op til både fortidens bedrifter og politiske idealer. Uden dog at nå helt i mål. Rent musikalsk lyder de præcis om Rage Against The Machine gjorde det tilbage i 90erne: En hårdtslående fusion af tunge riffs, funk, hiphop og spektakulær guitar-pyroteknik fra Tom Morello. Her er de faktisk ret godt kørende. Dengang som nu er det en lyd, der er som designet til at sætte kroppe i bevægelse og sende knyttede næver i vejret, mens man brøler med på de slogan-agtige politiske paroler: »No hatred! Fuck racists! Unfuck the world!« Ja, meget mere dybt bliver det desværre ikke ... Mest af alt er pladen en påmindelse om, hvor vigtig Zack de la Rocha var for Rage Against The Machine. Han gjorde dem farlige og kunne lyde indebrændt og frustreret på en måde, der var decideret skræmmende. Det er en arv, hverken Chuck D eller B-Real kan løfte, selvom de prøver ihærdigt og er to om det. Og når det gårværstfor sig, bliver man igen mindet om, hvor gumpetung en kombination revolutionær millionær-rap og funk-rock kan være".