Purple ball

"Funkelementer sniger sig ind overalt, og det er som om, de har har hørt en bunke lp'er og så nappet elementer rundt omkring. Fra Prince på Give it a Try til Beatles på syre på The Magic is Working over til Dúné på Ritual. Og som tidligere er der en kontinuerlig inspiration fra The Flaming Lips spredt over pladen. Detaljerne er en fornøjelse. Rituals nordisk kølige 80'er-poppede ligefremme facon, Aliens funky electroakkompagnementer og vokal-ekkoet og den The Strokes-agtige guitar-struktur på Another Life Again. Bandet har begået et fint album med et udpræget funktouch, der gør det svært at sidde stille til Alien, til Animal, til Ritual, til the Magic Is Working, til det meste".

"De kan stadig levere hooks, og som en medrivende genrebastard, der både har en musikalsk fætter i Ariel Pink og David Byrne, er det en opmuntrende affære hele vejen igennem. En slags håbefuld replik til den dystre forgænger. Alligevel er der noget kronisk uforløst over The William Blakes. Som ofte før forsvinder de selv i de sorgløse melodier og mange citater. Ligesom deres navn (og første album 'Wayne Coyne') er en henvisning væk fra dem selv, efterlader den opfindsomme kvartets hastige sange også indtrykket af et band, der er væk, i samme øjeblik de er ankommet. The William Blakes sætter ingen varige mærker, men er stadig en forbipasserende fornøjelse".

Read review

"Vitaminbomben "An Element Of Life" er en af de stærkeste nye skæringer, hvor musikken syder af livligt afrobeat tilsat sprøde guitarfigurer og stamme-messende kor. "Name of this House" er ren Police-pop, og Gnags kunne være stolte gudfædre til "Animal": En hujende festabe, der med firserkeyboard og et boblende guitar/ basgroove holder party under bøgen. Ikke overraskende lykkes det dog heller ikke for The William Blakes på det sjette album at definere en selvstændig karakter. Og den spontane lynproduktion har tydeligvis placeret musikken i førersædet, mens de diffuse tekster sjældent stjæler opmærksomheden".

Read review