Racisme er en velskrevet og givende debatbog for unge om et emne, der desværre på verdensplan er højaktuelt. Bogen er skrevet i England, men er lettere bearbejdet med henblik på danske forhold og har en kort omtale af dansk lovgivning på området, hvem der kom til Danmark i 1900-tallet samt en arbejdsløshedsstatistik. "Uhyrlighederne" verden over er serveret i en tospaltet tekstopsætning med indlagte tekstbokse med citater, relevante illustrationer samt spørgsmål og undersøg. Det er en godt disponeret bog, som tager fat på: hvad er racisme samt lidt om DNA-revolutionen og udforskningen af menneskets gener, fordomme og diskrimination, opdagelsesrejser og racisme, racisme og uddannelse, nationalisme, racisme på rejse, på arbejdspladsen samt racisme i ord og billeder. Bogen slutter med kampen mod racismen. Det er alt sammen temaer, vi er blevet præsenteret for før bl.a. i Samidha Gargs Racisme (96/24), men står man over for nyanskaffelse eller supplering, så er bogen her et godt valg. Fra 7. klasse til historie og tværfagligt arbejde.