Torben Brostrøm er om nogen modernismens grand old man, som fortaler og som den indsigtsfulde kritiker og formidler. Han har tidligere i værker som Rejsende i litteratur, 1994, Lod og del, 1997, og Tegn og træf, 1998, vist sig som en fremragende forfatter af også erindringslitteratur, med lune og selvironi men også med profil. Dette nye bind erindringer bestyrker dette billede. Der er meget lune i skildringen af de litterære møder og de litterære kredse i de modernistiske cirkler. Og der er både skarphed og lune i skildringen af den efterfølgende ideologikritik som en ny tids videnskabelighed, som Brostrøm ikke har synderlig respekt for. Det går så her bedre med en Hans-Jørgen Nielsen og en Anne-Marie Mai. Det litterære fylder altså, forståeligt nok, meget i bogen, også med skildringen ef Brostrøms forskellige virkeområder gennem årene. Men der er heldigvis også blevet plads til beretninger om ture i Europa i familiebilen og et lille privat indkig til en ægteskabelig utroskab og de konsekvenser, episoden, som det betegnes, ikke fik. Bogen er et tidsbillede og samtidig et selvportræt af en begavet forfatter, der naturligt nok er bevidst om sin placering, men som også har en rummelighed og en venlighed, der gør bogen til en givende oplevelse ligesom forgængerne.