I bogen - eller rettere sagt bøgerne - der markerer Peter Laugesens 60 års fødselsdag indgår navnene på to byer i nærheden af Firenze, hvor forfatteren opholdt sig i foråret 1997. De to "italienske" digtbøger der, læst fra hver sin ende, støder sammen på midten adskiller sig markant fra hinanden både formelt og tematisk. Grassinan Cantos trelinjede strofer er en rablende tanke- og associationsstrøm, hvor det platte og det dybsindige indgår side om side i en strømmende mundtlig form hvis karakter af proces og uafsluttethed understreges af skrivemaskine-skriften, forsynet med rettelser og tilføjelser. Radio Fiesole's reflekterende prosastykker forholder sig til denne "vilde" skrift som teori til praksis. Her er PL som så ofte før i sin poesi i dialog med den litterære tradition, både den klassiske, (Dante), og den avantgardistiske, først og fremmest i form af Ezra Pound og James Joyce, i deres forsøg på at skabe et nyt sprog og en åben æstetisk form. Det er lærd, men samtidig uhøjtideligt, humoristisk og tilgængelig for alle. En skriftpraksis der vitalt demonstrerer sin egen tese: "Bryd rytmen, spræng sætningernes vellyd. Læg dynamit i de små/ bindeord så digtets hvælving bryder sammen, så kirken blir skudt i ruin".