Smuk bog til kunst-, litteratur- og Islandsinteresserede.
Rævesletten i det nordligste Island er vidtstrakte strækninger af - ingenting. Den har givet navn til denne billed- og tekstbog om et Island, man ikke kan finde i rejsehåndbøger, skabt ud fra forfatternes rejse i Island. Keld Zeruneith har fotograferet og fortæller om sagaer i sammenhæng med de steder og det landskab, makkerparret rejser igennem. Per Kirkeby har tegnet, raderet, malet og fortalt om kortlæsning, veje og omveje, at finde vej i landskabet og om Ræveslettens store øde. Bogen er et tværæstetisk værk, som unddrager sig vores klassifikation: Den er både billedkunst og litteratur, både fakta og fiktion. De to forfattere genopliver begrebet rejse i den betydning, hvor man rejser både i det indre og det ydre, i landskab, historie og fortællinger, i livet og bevidstheden. Det er en meget smuk bog, både udenpå og indeni med en god samklang i tekst og billeder i et meget smukt layout og sprog.
Bogen står i samklang med Vagn Lundbye, Kirkeby og Zeruneiths Tilbage til Island, 2006, der fortæller om Islands natur og sagaer i tekst og raderinger, samt Zeruneiths Kedelhat, 2003, som gendigter sagaer ud fra landskaber og lokaliteter.
Smuk bog om rejse i Island, fortalt i billedkunst og tekst, der sammenkæder landskab, kultur, sagaer og rejsens oplevelser både på det ydre og indre plan. Flot layout, guf for Islandskendere og sagainteresserede.