Hvad skete der i Førerbunkeren de sidste dage i april 1945, det har facineret mange mennesker. Allerede lige efter krigen kom den udmærkede beretning: Hitlers sidste dage, 3. udg., 1995. Lige siden er der skrevet meget om emnet som f.eks de helt nye: Berlin : faldet, 1945, 2003, og Hitlers kvinder og Marlene, 2002. Forfatteren til denne nye bog er historiker og har udgivet en række bøger om Det Tredje Rige. Han har samlet alle de modstridende beretninger om livet i Førerbunkeren, herunder Hitlers fysiske og psykiske forfald og til sidst hans selvmord. Det er der kommet en letlæst og spændende bog ud af. Det centrale er en meget detaljeret beretning om de sidste 14 dage. Hertil kommer afsnit, der søger forklaring på, hvorfor tyskerne blev ved med at kæmpe en selvdestruktiv og håbløs kamp. Han går tilbage i tiden og forklarer årsagerne. Det havde noget med nazismens selviscenesættelse men også noget med den germanske folkesjæl at gøre. Der er relativt mange samtidige sort/hvide fotos og tegninger, kort m.m. Der sluttes med personregister og litteraturliste med næsten udelukkende tyske og engelske titler.