Heltedigtet om Rama, her genfortalt med både sans og respekt for det storladne og højtidelige, er det indiske modstykke til Odysséen og Illiaden. Det er blevet fortalt i mere end 2.500 år og er et af fundamenterne i den hinduistiske kultur. Ramayana er en fortælling om kampen mellem den gode og det onde, en kamp hvor både mennesker, dæmoner og guder deltager. Om helten Ramas kamp mod dæmonkongen Ravana, om hans hustrus forvisning og hendes og Ramas sønners kamp mod deres egen far. Der er drama fra først til sidst, himmelske våben, frygtelige dæmoner, intriger og hoveder, der flyver. Som læser er man i tilskuerens rolle, følger de mange kampe, betragter de guddommelige helte og ondsindede dæmoner der som typer viser menneskets forskellige sider. Fortælleformen vil afskrække de fleste store børn og unge og bogen er primært for voksne. Men som oplæsningsbog for hele familien, fra ca. 11 år, vil den være et anderledes bud til dem der søger fantasy og klassikere. Bogen er illustreret med Paithan malerier som små vignetter, desværre kun sort/hvide, men de løfter layoutet og anslår den fremmedartede stemning. Bogen har introducerende forord og appendiks og ordforklaringer bagest. Rama - dæmonernes besejrer 1997 af Esclapez giver en væsentlig kortere version.