Femte og sidste bind om Ramses II fokuserer på faraoens manddoms- og alderdomsår. Freden med hittitterne cementeres endeligt takket være Ramses' ægteskab med en hittittisk prinsesse. Det tilsyneladende uendelige rænkespil samt intrigerne mod styret og Ramses' person fortsætter dog med uformindsket styrke for kun ganske langsomt og endeligt at blive trævlet op henimod bogens slutning. Her finder man da også til slut den aldrende og svagelige, guddommelige farao, der har sat sig til hvile under det hellige akacietræ inden den sidste rejse, der skal genforene ham med venner og nære slægtninge, som allerede er væk. En stort anlagt romanbiografi, der i kraft af ægyptologen Jacq til stadighed eksponerer en kulturhistorisk skildring og pespektivering: samfundets administration, hofetiketten, de religiøse skikke, faraoens guddommelighed, de storslåede monumenter og bygningsværker, Jacq synes at komme omkring det hele. Værket er imidlertid ikke lydefrit, idet banaliteterne lurer fælt lige under overfladen af de (for) mange og lange rænker og intriger, der i alt for høj grad præger romanen, bl.a. på bekostning af en - ønskværdig - mere facetteret og troværdig personpsykologi. Anv.muligheder er ikke anderledes end de foregående binds, dvs. som jævn, bred underholdning.