I tekster og billeder fortolkes og videreudvikles H.C. Andersens univers. Til fanfiktion-interesserede.
Normalt er fanfiktion et genresystem med historier skrevet af amatører, der skriver videre på andres kreative arbejde. I dette tilfælde er det dog 13 forfattere fra Fynske Forfattere, der fortolker udvalgte H.C. Andersen-eventyr og digte. De udvikler enten Andersens tekster til helt nye historier inden for samme univers eller skriver helt andre fortællinger, som er i hans ånd. Bjarne Kim Pedersen fortæller fx historien om en lille og standhaftig soldat, der kæmper for Ukraines selvstændighed, mens Pernille Nederland skriver om sølvsaksen, der anser sig selv for Andersens vigtigste værktøj. Teksterne ledsages af grafiske værker, udarbejdet af 14 grafikere fra Fyns Grafiske Værksted. Inspireret af de oprindelige eventyrs billedunivers bygger de på de oprindelige temaer eller er helt nyskabende.
Forfatterne fantaserer på livet løs i de mange gode og kreative tekster, men især vil jeg fremhæve de mange smukke, og i stil vidt forskellige, illustrationer, fx Hanne Vinkels "Tranesøen" eller "Nattergalen" af Ingrid Duch. De grafiske arbejder er dog ikke skabt som illustrationer til bogens tekster, hvilket forvirrer en smule.
Fanfiktion har udviklet sig enormt de senere år. Især tager den form på udenlandske internetsider som fanfiction.net og danske Movellas. Ellers er der fx Skammerens børn - nye fortællinger.