Rejser i det indre af Afrika er beretningen om den skotske læge Mungo Parks (1771-1806) to rejser i Afrika i 1795 og 1800. Målet var at udforske den vestafrikanske flod Nigers øvre løb i det nuværende Guinea og Mali. En strabadserende rejse op ad en flod, et tema der siden fandt plads i verdenslitteraturen (fx Joseph Conrad: Mørkets hjerte), og som her eksponerer det tidlige møde mellem flere civilisationer: den afrikanske og islamiske overfor den europæiske i skikkelse af gryende britisk imperialisme. Mungo Park er trods åbenhed og nysgerrighed præget af sin tid og dens normer i sine skildringer af en ellers farefuld og anderledes rejse gennem områder, hvor dels sygdomme, dels vold, slaveri og krig synes at være dagens orden. Men han er også drevet af en frygtløs trang til at erkende og forstå sine omgivelser og derfor parat til at forsage alt for at komme videre, at nå ind i Afrikas hjerte hvor ingen hvid mand før havde været. Anden rejse gik galt og Mungo Park omkom på floden Tilbage er et medrivende vidnesbyrd, nu fjerne udsagn der i dag næsten syner mytiske af tilsnit: om hvordan det var, det første møde mellem fremmede verdener, et tema og emne der siden viste sig at byde på mange endnu ikke afsluttede problemer! En ny og udvidet udgave af en etnografisk klassiker der første gang udkom på dansk i 1980, og som stadig påkalder sig nysgerrighed og interesse!.